.
Kilde: DenOffenlige.dk
Antallet af lærere, der bliver udsat for vold og trusler på deres arbejdsplads, er stigende.
I 2012 var 13 procent af de adspurgte lærere blevet udsat for vold, mens det i 2016 var steget til 19,3 procent. Det viser undersøgelser foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
Tallene resulterede i, at undervisningsminister Merete Riisager i oktober 2017 nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til en handleplan.
Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra ministerier, fagforeninger og organisationer.
Undervisningsministeriet er torsdag klar med en vejledning, der skal hjælpe med at forebygge vold og trusler på landets skoler.
Læs mere om vejledningen her
Den nye vejledning er det første skridt i en indsats, der skal fortsætte i løbet af foråret.
Her kan du læse mere om udviklingen og vold på arbejdspladser:
- Hvert andet år laver NFA en spørgeskemaundersøgelse af arbejdsmiljø og helbred blandt beskæftigede lønmodtagere i Danmark.
- I 2012 svarede 13 procent af de adspurgte lærere i NFA’s undersøgelse, at de havde været udsat for vold på arbejdspladsen inden for det seneste år.
- I 2014 var tallet 17,7 procent.
- I 2016 var tallet 19,3 procent.
- I 2012 svarede 15,9 procent af de adspurgte lærere i NFA’s undersøgelse, at de havde oplevet trusler om vold på deres arbejdsplads inden for det seneste år.
- I 2014 var tallet 20,6 procent
- I 2016 var tallet 22,8 procent.
- Vold på arbejdspladser kan ifølge Videnscenter for Arbejdsmiljø være både fysisk og psykisk og kan have alvorlige konsekvenser for medarbejderes helbred og for arbejdspladsens trivsel.
- Utilstrækkelig forebyggelse af vold kan medføre, at risikoen for vold og trusler eskalerer, vurderer Arbejdstilsynet.
Kilder: Undervisningsministeriet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø