Har I haft borgerne med på kursus i konflikthåndtering?
De Psyko-Fysiske Konsulenter afholder hvert år mange hundrede kursusdage. Alle kurser har indtil nu været for ansatte, med et mål om at deltagerne bl.a. opnår kompetencer til at kunne forebygge, håndtere og løse de konflikter, de oplever i mødet med borgerne.
I november 2017 afholdt vi kursus for personalet på N.A.B.O, et anonymt aktivitets- og samværssted for københavnere, som har en psykisk lidelse og/eller er psykisk sårbare. Efter kurset aftalte vi en dato i 2018, hvor der skulle følges op og sikres forankring af det lærte. Ved samme lejlighed blev vi forespurgt om muligheden for at invitere brugerne med på kurset!
Det sagde vi selvfølgelig ja til, og i dag har vi afholdt, denne for os lidt anderledes, opfølgningsdag.
Den endte med at blive delt op, så om formiddagen var personalet på kursus alene, og om eftermiddagen var samtlige husets brugere inviteret til at deltage.
Temaet var: ”Trivsel og forebyggelse af konflikter i N.A.B.O.”
15 brugere deltog sammen med 10 medarbejdere og målt på deltagernes engagement, bidrag undervejs, klapsalverne og de mange positive tilbagemeldinger, så kan ingen være i tvivl om, at det gav mening for alle og at alle tog noget med.
Endnu en gang en reminder om hvor vigtigt det er at inddrage borgeren. At få snakket om og delt viden om holdninger, oplevelser, hvad der er svært og at få snakket om hvordan vi kan reagere vidt forskelligt når vi oplever det at være i konflikt. Huske på, at vi alle er mennesker og at vi alle kan have en øv-dag.
Kurset og temaet underbygger N.A.B.O´s meget åbne, varme og hjertelige tilgang til husets brugere, hvor de arbejder målrettet med mental sundhedsfremme gennem netværksdannelse og brugerinddragelse og -indflydelse. De sætter samværet og velværet højt, og alle er med til at skabe husets rare og trygge rammer. Det giver en hyggelig stemning blandt de mennesker, der kommer.
N.A.B.O. er den del af WeShelter, et fællesskab af sociale tilbud i København. Her kan du læse mere om hvad de tilbyder.
Vil du høre mere om indholdet og hvad vi kan tilbyde så kontakt os gerne, og få en anderledes og spændende dag sammen med jeres borgere.