Som afdelingssygeplejerske i et retspsykiatrisk afsnit for surrogatvaretægts-fængslede har jeg kendt Henrik Møller siden januar 2010, dels som deltager på kurser hvor Henrik har undervist, og dels som rekvirent af kurser til medarbejdere i 2 restpsykiatriske afsnit.
Henrik Møller er nem og venlig at samarbejde med, og han har været god til at tilpasse kurserne de specifikke behov, jeg som afdelingssygeplejerske har bedt om.
Jeg oplever Henrik som en dygtig underviser, der evner at engagere deltagerne og medinddrage deres erfaringer og forudsætninger i undervisningen, uanset om gruppen er sammensat af helt uerfarne eller meget erfarne indenfor psykiatrien.
Henrik viser stor indsigt og forståelse for de etiske dilemmaer personalet i psykiatrien kommer til at stå i, og kan give brugbare redskaber til konfliktforebyggelse og konflikthåndtering, og formidler det der er vigtigt for personalet at kende fra psykiatriloven, retplejeloven og straffeloven på en forståelig måde med eksempler fra praksis.